Friday, August 25, 2006

Verdens bedste koncertfilm - Stop Making Sense

Det legendariske Talking Heads med den karismatiske og fantastiske David Byrne i front fik i 1983 den amerikanske filminstruktør Jonathan Demme (senere Silence Of The Lambs, Philadelphia, Heart Of Gold) til at lave en koncertfilm fra en koncert i Hollywood. Det blev efter manges mening (inklusive min) til verdens bedste koncertfilm!

Talking Heads revolutionerede sidst i 70'erne og 80'erne rockmusikken med deres poppede, electrofunkede art-rock , og stod som et spændene modspil til tidens antibevægelse: punken. Den excentriske og neurotiske forsanger David Byrne var den perfekte frontfigur og resten af bandet var en samling visionære og dygtige musikere, som legede med genrerne og fantastisk og tidsløs musik udsprang.

(Bassisten Tina Weyworth og trommeslageren Chris Frantz spillede også sideløbende i "Tom Tom Club" som blev kæmpestore og som er blevet samplet uendeligt i eftertidens musik af bla. Grandmaster Flash, Mariah Carey, Chicks On Speed)

Koncertfilmen "Stop Making Sense" er en fantastisk optagelse af en fabelagtig koncert. Fabelagtig live-intensitet, til trods for man aldrig ser publikum. Lyden er perfekt uden at miste live-nerven. Koncerten har en fantastisk dramaturgi, hvor den bygger op både i bemanding op scenografi (det starter med 1 på på en ufærdig scene, flere kommer til samtidig med at scenografien også bygges op). David Byrne gakker, danser og synger, det resterende band supplerer perfekt, opfindsomt og varierende scenografi og stemningsfulde projektioner på bagtæppet. Det hele filmet på smukkeste vis, der får det til at ligne en mellemting mellem en koregraferet musikvideo og samtidig en rigtig liveoptræden.

Se bla. nedenfor den fantastiske intro hvor kameratet fanger David Byrnes ben og sko mens han går ind på scenen til lyden af et hujende publikum. Han er alene på scenen, har en ghettoblaster med som han sætter ned og tænder for, hvorefter han påbegynder Talking Heads klassikeren "Psycho Killer" akkompagneret af sin egen guitar og et elektronisk beat fra ghettoblasteren. Kameraet rykker op til David Byrne i fuld figur, en ranglet, manisk og nørdet superego, som i løbet af sangen ryger ud i nogle elektrochok-lignende interludes på den, på dette tidspunk, intermistiske scene. Fantastisk klip og fantastisk film!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home