Monday, November 26, 2007

I Got You On Tape - Gimle 22.nov. 07

Jacob Bellens og Co spillede en sikker og velspillet koncert på en ellers stille aften i Roskilde!

Jeg var tidligere på året på loppen og se drengene spille en koncert der var præget af dårlig lyd, så det var ikke de helt store live forventninger jeg kom med denne gang. De har lige udgivet deres 2. album som, jeg efter mange gennemlytninger, er blevet rigtig glad for, men har også anerkendt at de har deres styrke på plade. Denne koncert beviste anderledes.

Det var en "sidde ned koncert" med god lyd og et band som ville levere en sikker præstation mere end et ordenligt livebrag. Det her var en underspillet koncert der dog fik præcis den stemning af melankolskhed ud som de også udtrykker på deres plader.

Jacob Bellens sang fantastisk og live oplever man et meget kreativt og spændene spil imellem de to guitarister, som blander western, surf og rock i deres samspil med og mod hinanden . Ingen lyder som IGYOT. Rigtig god koncert!


Monday, January 08, 2007

Plader i 2006

Vi er nu godt inde i 2007 og traditionen byder sig jo rundt at man skriver diverse "det bedste fra..." lister fra det foregangne år. Dette vil jeg da også gøre og her kommer mine bud på bedste musik (alt sammen i uvilkårlig rækkefølge)

MUSIK:

Veto: There's a beat in all machines
Fantastisk debutplade fra de unge jyder, der mest af alt lyder som en blanding at The Cure og The Rapture og med en række fremragende sange i baggagen. En fremragende plade at cykle igennem et mørkt København til.

Trentemøller: The Last Resort
Meget længe ventede første album fra den talentfulde elektroniske kunstner. Jeg var hel vild med hans første 12"ere med dansabelt techhouse, og denne "stille" plade er som soundtracket til en smuk film. Meget drømmende og dramatisk.

I Got You On Tape: I Got You On Tape
Forsangeren Jakob Bellens har en hel unik stemme og sangene et lidt dystert og dramatisk udtryk i sig. Til trods for det minder den mig om sommer og cykelture på Christiania. En fremragende plade med et band jeg glæder mig til at følge.

The Knife: Silent Shout
Jeg røg aldrig på bølgen med The Knife, før deres anden udgivelse "Silent Shout", men må så til gengæld virkelig bukke dybt i støvet. Meget opfindsomt og overraskende lydunivers, der virkelig rykker både på dansegulvet, i I-poden og som afslappende musik. Det er der ikke mange der gør.

The Whitest Boy Alive: Dreams
Erlend Oye's nyeste projekt er en samling fremragende kærlighedssange, underspillet og udført af hans 3 mands band, som skaber den varme og intime stemning som Erlend tidligere har skabt i både Kings Of Convenience og hans solo ting.

Sunday, September 24, 2006

Nena - 80'ernes tyske pop-prinsesse

Jeg så forleden af det tyske band Tokio Hotel, som er et af de hotteste bands i tyskland i øjeblikket, var gået nummer 1 på Boogie Listen og dermed også ved at blive et stort hit i Danmark.

Bandet fik mig til at tænke på den tyske 80'er pop-prinssese Nena, hvis debutplade "Nena" fra 1983 er en af mine 80'er pop rock favorit albums... og også den dag i dag, selvom det kan virke lidt kitschet. Et stærkt debut album med sange som Nur Geträumt, 99 Luftballons, Kino og Leuchtturm. Sangene emmer af kold tysk 80'er stemning og lederne tanker hen på Kristiane F, vinteraftener i en kold og neonoplyst storby i Tyskland. En poppet version af start 80'ernes post-punk bølge med Devo, Joy Division, Stranglers osv.


Nena var op igennem 80'erne den ultimative tyske popdronning og hendes popsange, som ved nærlyt gemmer en lidt punket hård lyd, er klassikere, og inspirerede bla. britiske Transvision Vamp med den sexede Wendy James i forgrunden. Nutidige populære retrosynth rockbands som The Sounds og danske Candy Crash har mere end råstuderet lyden og energien i lyden fra 30 år tidligere.

Nena har fortsat sin karriere helt op til i dag (med en kæmpe tysk fanskare), men hendes storhedstid for mig var begyndelsen af karrieren.

Lyt til den fantastiske første single "Nur Geträumt" fra 1982, dette klip var også hendes allerførste tv-optræden.



Andre højdepunkter:

99 luftballons - 1983
Irgendwie, Irgendwo, Irgendwann - 1984
Irgendwie, Irgendwo, Irgendwann - Et fantastisk klip fra 2003 med Nena og Kim Wilde i duet

Inspirede bands:

Tranvision Vamp: I want your love
The Sounds: Seven Days A Week
Tokio Hotel: Rette mich

Friday, September 01, 2006

Enter the world of swing!

Stortrommen buldrer, highhatten løber, kontrabasen thumber og blæserne fyrer op under festen. Swingmusik, som man kendte den fra de store bigbands i 30'erne og 40'erne oser langt væk af dans, fest og kroppen kan ikke stå stille!

Swing har igennem de sidste 15 år haft en kæmpe rennaisance i form af Neoswing, traditionale swing orkestre og det faktum at det er blevet in at danse igen. Amerikanske bands som Big Bad Voddoo Daddy, Cherry Poppin Daddies, Brian Setzer osv. har bragt feberen til Europa igen og specielt i Sverige og Tyskland lever swing-subkulturen i bedste velgående på klubber og koncertvenues.

I Danmark arrangerer svenske Club Hepcat koncerter ca. hver anden måned med primært svenske swing bands, samtidig med at de har danseklasser hver uge. Jeg har igennem de sidste par år været til flere af deres arrangementer og det er altid en fest fordi folk fyrer den af på dansegulvet (ikke så meget mig, men mere de erfarne swingdansere som er en fornøjelse at kigge på). Til hver koncert er der "introduktions kursus" til dansen, som jeg også har deltaget i og som er sjovt lige at lære et par trin til når musikken starter, men jeg må nok erkende at det kræver lidt mere en 3 kvarters introduktion til at man kan noget. Nogle folk er klædt på i the good zoot suit stil, som er swing clothing og pigerne har fine kjoler på.

Det har ikke altid været de vildeste bands der har spillet, fordi der også er stor forskel på hvad og hvordan folk spiller. I aften f.eks. var det et lidt traditionelt swing band, som var liiiddt kedelig. Er personlige meget til den lidt aggresive, hurtige Swing som mange bands også udfører. Gerne med lidt nyt tilført som nogle bands der går hen og bliver helt ska eller punk agtige.... og det får altså pulsen op lige meget om man danser eller bare lytter!

Jeg har de sidste par år indsamlet en del swing og her følger en lille genreguide i hvad der helt sikkert er værd at lytte til (Bemærk: en meget lille liste i forhold til hvor meget der findes):

Den gamle swing (30-40'erne):

Duke Ellington: C-jam Blues (en swingende session fra en bar. Det må en af de første musikvideoer )

Count Basie: Take Me Back Baby (Endnu en gang en 40 dejlig swing musikvideo)

Benny Goodman: Roll'Em (The King of Swing)

Lidt nyere Swing (50-70'erne) :

Buddy Rich: Time Check (Buddy Rich er den fantastiske trommeslager som også lavede swing udgaven af "The Beats Goes on" med sin 12 årige datter ---------- Lyt til den her)

Frank Sinatra: Lady Luck (Han var altid stjernen i forgrunden, men havde altid det vildeste Swing big band bag ham)

Tito Punte (latin-swing): JAM (Tito Puente er ikke helt rendyrket swing , men en stor band-leder)


Neo-swing (80-00'erne) :
Cherry Poppin Daddies: Zoot Suit Riot (video til deres store hit)

Big Bad Voodoo Daddy: Ohh Yeah (Koncert klip)

Brian Setzer: Caravan (The king of Rockabilly Neo-swing)

Fusions-Swing (90-00'erne) :
Dem Brooklyn Bums (findes desværre ikke noget lyd eller billede på nettet, men lyt til det...Swing metal kalder de det selv... masser af ska og punk :-))

The New Morty Show: Mortyfied (masser af hård guitar i baggrunden af den lækre swing. Lyt bla. til det spændene cover af Billy Idol: White Wedding)

Hipster Daddy'O (skævt og psyckobilly version af swing)

Swing i elektronisk og hip hop (90-00):

Matthew Herbert Big Band: Live (legendarisk DJ der har lavet album med et big band LIVE)

Propellerheads: Crash (swing inspiret Big Beat nummer - bliver mest swing til sidst)

... og masser af andet!!

Friday, August 25, 2006

Verdens bedste koncertfilm - Stop Making Sense

Det legendariske Talking Heads med den karismatiske og fantastiske David Byrne i front fik i 1983 den amerikanske filminstruktør Jonathan Demme (senere Silence Of The Lambs, Philadelphia, Heart Of Gold) til at lave en koncertfilm fra en koncert i Hollywood. Det blev efter manges mening (inklusive min) til verdens bedste koncertfilm!

Talking Heads revolutionerede sidst i 70'erne og 80'erne rockmusikken med deres poppede, electrofunkede art-rock , og stod som et spændene modspil til tidens antibevægelse: punken. Den excentriske og neurotiske forsanger David Byrne var den perfekte frontfigur og resten af bandet var en samling visionære og dygtige musikere, som legede med genrerne og fantastisk og tidsløs musik udsprang.

(Bassisten Tina Weyworth og trommeslageren Chris Frantz spillede også sideløbende i "Tom Tom Club" som blev kæmpestore og som er blevet samplet uendeligt i eftertidens musik af bla. Grandmaster Flash, Mariah Carey, Chicks On Speed)

Koncertfilmen "Stop Making Sense" er en fantastisk optagelse af en fabelagtig koncert. Fabelagtig live-intensitet, til trods for man aldrig ser publikum. Lyden er perfekt uden at miste live-nerven. Koncerten har en fantastisk dramaturgi, hvor den bygger op både i bemanding op scenografi (det starter med 1 på på en ufærdig scene, flere kommer til samtidig med at scenografien også bygges op). David Byrne gakker, danser og synger, det resterende band supplerer perfekt, opfindsomt og varierende scenografi og stemningsfulde projektioner på bagtæppet. Det hele filmet på smukkeste vis, der får det til at ligne en mellemting mellem en koregraferet musikvideo og samtidig en rigtig liveoptræden.

Se bla. nedenfor den fantastiske intro hvor kameratet fanger David Byrnes ben og sko mens han går ind på scenen til lyden af et hujende publikum. Han er alene på scenen, har en ghettoblaster med som han sætter ned og tænder for, hvorefter han påbegynder Talking Heads klassikeren "Psycho Killer" akkompagneret af sin egen guitar og et elektronisk beat fra ghettoblasteren. Kameraet rykker op til David Byrne i fuld figur, en ranglet, manisk og nørdet superego, som i løbet af sangen ryger ud i nogle elektrochok-lignende interludes på den, på dette tidspunk, intermistiske scene. Fantastisk klip og fantastisk film!

Monday, August 21, 2006

Gypsy Punks - Dødsviolin fra Balkan

Jeg har i aften været til dette års mest sved-dryppende inferno af dødsviolin og harmonika fra helvede i form af bandet Gogol Bordello. Bandet består hovedsaglig af baltiske immigranter bosat i New York og leverer en energisk og sindsygt live show bestående af balkan beats, punk og masser af attitude og showmanship. Man kunne ikke stå stille og aldrig har Lille Vega været så gennemblødt af sved og simpel glæde på en regnvåd sensommer mandag i august :-) Halvanden times pure pleassure!

Længe leve sigøjner punk og længe leve livet!!

Lyt til Gogol Bordello

"It's not a crime" live på et amerikansk tv-show. De skal dog selv opleves! Men indtil videre kig med her:

Thursday, August 10, 2006

Psykedelia vs. Prog-rock


Det er sjovt at følge med i de forskellige "nye musikalske" trends som popper op (og ned!). Senest har jeg lagt meget mærke til den nye bølge af danske neo-psykedelia bands som er entreret musikscenen. Bands som Wolfkin, I Got You On Tape, Baby Woodrose og Delanies.

Mange musikalske subgenrer har siden deres oprindelse næsten alle haft forskellige trend-år, hvor de er blevet fornyet og fortolket, og psykedelia har da også sneget sig ind i nyere tiders kendte bands som f.eks. Nirvana, Kula Shaker, My Bloody Valentine og Brian Jonestown Massacre som en hel klar og bevidst musikalsk reference. Aldrig har det dog været så tæt på lyden som de helt aktuelle bud på genren.

Lyt til bands som Love (med legenden Arthur Lee, som lige er afgået ved døden, R.I.P.), Byrds, Animals, Doors, Jefferson Airplane, The Psykedelic Furs , Sent Beach Boys (og i det hele taget lyden af årene ca. 1966 og 10 år frem, indenfor rockmusik, hvor psykelia blev defineret) og referencerne i forhold til det skæve tekstunivers, den simple og modale vokal, de syrede, skæve akkorder og instrumenteringer og hele stemningen. Nutidige bands indenfor denne bølge af nyt psykedelia har virkelig lyttet til forfædrene. Det er der intet galt i, og det er skønt at høre igen :-).

De nutidige bands er dog mindre syret (hvilket også er ok, men gad godt at kunne få the old spirit back)! Personlig kunne jeg godt tænke mig at høre det endnu mere skævt og udsyret (det findes helt sikkert også, er bare ikke lige faldet over det rigtige band endnu), som de turde i "gamle dage". Jeg finder det stadig meget "poleret og produceret udsyret" hos de nutidige bands.

Det udsyrede finder man dog i de mere prog rock bands inspirerede bands som f.eks. Sigur Ros, Mars Volta, danske Lis Er Stille, lidt Mew og faktisk også Radiohead (Kid A, Amnesiac)....... Det jeg så virkelig godt gad at høre var så en blanding af Psykedelia og Prog-rocken for at få "the full spirit of 69". Kald mig en nostalgiker!

Er der nogen der kan give mig det?

Nye links

I Got You On Tape
Wolfkin
The Delanies

Gamle video links

Love: Alone again or (en nyere optagelse fra 2003 - gad godt at finde en fra 1967, da den kom ud)
Jefferson Airplane: Somebody to love
The Byrds: Eight Miles High