Steppeulven - Anmelder-snobber?

27. januar løber 3. omgang af Årets Steppeulv af stabelen. Et (til) prisudelingsshow blandt mange andre som primært er den danske musikanmelder-elites egen pris til de kunstnere, de mener har stået ud af flokken. Grundlæggende en meget nobel tanke, som jeg sympatiserer med. Spørgsmålet er bare om hvordan det udføres!

Jeg hørte et interview på p3 forleden med Klaus Lynggaard, musikanmelder på Information og formand for FDM (Foreningen af Danske Musikkritikere) hvor han, med en vis distance for de andre prisshows, forklarer hvad baggrunden er for konceptet. Han siger bla. at showet ikke skal TV eller radio transmitteres, for at kunne holde fast i at showet skal foregå på musikkens præmisser. Man vil ikke tage hensyn til en stram produktionsplan, reklameblokke og bands kan få lov til at spille flere numre. Det er et langt show (3 1/2 time)!

Jeg mener det noget vrøvl han siger. Hvad har stramme produktionsplaner med musikkens præmiser at gøre? Formålet må vel være at skabe et underholdende show med en flow og udvikling som binder det hele sammen. Tv-transmiteret eller ej! Måske er dette show lige pludselig blevet til en 3 1/2 times seance og en række mini-koncerter, fordi man mangler at holde for øje hvad sådan et show skal kunne! Underholde!(P3 Guld er et glimrende eksempel på sådan et show, som stadig foregår på musikkens præmisser). Min påstand er at selv det elitære anmelderkorps og deres venner, som er med til Steppeulven, også godt kan lide at blive underholdt. Derfor er det måske ikke dumt at skæve til "stramme" produktionsplaner, istedet for at spotte massemedierne og deres "onde væsen". Klaus Lynggaard slutter af med at sige at de etablerede prisshow "vel er gode nok" (han har bare ikke set nogen af dem), men at den skrivende presse måske har lidt mere refleksion bag deres tanker end de æterbårende! Hmm..!!

Filosofien bag Steppeulven er at "...I en tid, da kommercialiseringen af den internationale og dermed den danske musikbranche bliver stadig mere udtalt - i en tid, da penge og hitpotentiale tæller mere end kunstnerisk kvalitet - er det på tide at smække bremserne i og fundere over, hvad det er, vi er ved at give køb på."

Det kan godt være at det så anderledes ud i 2002, da Steppeulven startede op, men når man kigger på rigtig mange af de nomineringer som er i Steppeulven og sammenligner med shows som Zulu, DMA, P3 GULD, er det utrolig mange der går igen. Det er et tegn på at den kommerciele musikindustri har fået en større kunstnerisk kvalitet og os forbrugere belønner dette, da disse shows i mange kategorier er brugerbestemt.

Det er måske også en tegn på at et show som Steppeulven er ligesom overflødig i 2006 som det måske var nødvendig i 2002. Det virker som en lukket elitær klub for folk som Klaus, der ikke engang gider at se hvad de andre etablerede shows laver, før han proklamerer sit eget show, som ikke viser meget nyt under solen!