Top plader 2005

Januar måned er godt startet. År 2006 er i gang. Selv om 2005 nu er sidste år er det ikke for sent at tage de retroperspektive briller på og se hvad der var af gode ting dette år. Det er så populært i aviser, magasiner, tv-udsendelser osv. at udgive top ”et eller andet” lister over alt fra musik, film, begivenheder, sport og alt andet hvad der eller kan sættes ind i listeform. Det er også sjov læsning!

Jeg vil da heller ikke undlade at kigge tilbage på året i denne blog, og nævne nogle af de ting jeg personlig synes var bedst!

MUSIK:

- Peter Adams: "Spiral Eyes"
En god ven viste mig denne perle (han viste mig faktisk også Antony og David Friedlund! Hans råd kan anbefales.) Han har vist ikke udgivet noget i Danmark, men han kan downloades og købes på nettet. Da jeg hørte det i starten tænkte jeg meget på Radiohead og Coldplay. Da jeg havde gennemlyttet det et par gange, åbnede hans verden sig for mig. En utrolig smuk plade med en samling fantastiske sange, som alle er små mesterværker. Denne her har kørt på repeat siden november i høretelefonerne på mit arbejde.

- Antony And The Johnsons: "I Am A Bird Now"
Antony And The Johnsons er stille, skrøbelig, meget smukt og helt fantastisk. Den generte, men karismatiske forsanger trans’en Antony med den høje stemme og dramatiske udsving er aldrig hørt før (Måske lidt Boy George og en feminin Jeff Buckley?), og det gør det helt unikt og specielt. Jeg lærte dem desværre først at kende efter de havde spillet en intim koncert på Loppen (som jeg meget gerne ville have oplevet), men jeg nåede heldigvis at se dem, da de gæstede Vega i november. Smuk plade der drypper af melankoli, og efterårsstemning.

- M.I.A: "Arular"
Bang! Da jeg hørte M.I.A’s ”Galang” her i sommer blev jeg ramt af rytmen, lyden og den frække rapvokal. Den Sri Lankanske M.I.A.’s album ”Arrular” kom på et godt tidspunkt for mig. Havde lige set en fantastisk dokumentar om Baile Funk (electro-rap musik fra den brasillianske Favella, Ghetto) og rapperen Mr. Catra, som jeg senere oplevede på Rust til en (bogstavelig talt) svedig sommerkoncert. M.I.A. blander engelsk grime, baile funk, reggae og elektro til en sprængfarlig cocktail. Det er aggressivt, men ikke ondt. Fantastiske rytmer. Lyden jeg husker fra sommer 2005.

- dEUS: "Pocket Revolution"
Jeg var tidligere kæmpe fan af det belgiske artrock band dEUS. Midt i 90’erne udgav de 2 mesterværker ”Worst Case Scenario” og ”In A Bar Under The Sea”. Siden 1999 har der været stille omkring dem. Ud i det blå finder jeg ud af de spiller i Pumpehuset, de har også udgivet et album. Jeg køber ikke albummet (det sidste album fra 1999, var jeg skuffet over, så jeg tænkte de sikkert havde deres storhedstid midt i 90’erne), men tager ind til koncerten uden de store forventninger. Jeg bliver blæst væk (mere om koncerten senere) af selfølgelig de gamle nr., men også i høj grad de mange nye sange, som faktisk vinder indpas ved første lyt til koncerten (det er sjældent?). Jeg farer ud og køber den nye plade, som er et cool og stemningfuld storbyplade med en række perfekte højdepunkter. dEUS er blevet ældre og mere moden, de lyder ikke som de gjorde i 90’erne, men de lyder mere tidssvarende nu og de har stadig det potentiale som også gjorde dem store i 90’erne. Og så en bemærkelsesværdig god (årets bedste!) produktion (det er så fedt at høre albummet på høretelefoner, når man vader gennem en regnvåd København, så er man cool!).

- David Friedlund: "Amaterasu"
Den tidligere forsanger i det svenske band David & The Citizens, udgav i foråret hans fantastiske debutalbum (Jeg kendte hverken David Friedlund eller the Citizens før - det gør jeg nu ;.)). Dette albums er et energisk, medrivende og smukke samling singer/songwriter sange og numre pakket ind i cirkusagtige klaverflader, musicaldramatisk vokal og et knivskarp men stadig lidt skramlet produktion. Denne her lugter at forår og gøgl.

- The Raveonettes: "Pretty In Black"
Jeg var for nogen år siden på Loppen, for at se Sune Wagners nyeste projekt efter surfbandet Tremolo Beergut. Bandet var ”Girl From Death Row” med en blond pige bassist, der proklamerede at de ville indspille et album i mol og et i dur. Det blev senere til The Raveonettes. Jeg har altid haft stor respekt for Sune Wagner, men synes mest det var et stort mix af Psyched Up Janis og Tremolo Beergut. Ep’en og de 2 albums der kom, skulle jeg virkelig lytte mange gange til for at finde nerven. Dette album har overbevist mig. Originalt retroalbum som (heldigvis) stadig lyder som det er lavet i 2005, blændene sange, soundtracket til filmen om ”cool”, 60’er nostalagi, og masser af kant. Fantastisk produceret med respekt for den autentiske lyd vs. ”lyden af idag”.