Cirkus New York - Min fascination og irritation af bohemebølgen!

Jeg så fornylig ”Musikprogrammet” omkring musik-scenen i New York, mere specifikt miljøet omkring profilerne Antony and The Johnsons og Rufus Wainwright. Et velproduceret og saglig program.

New York har altid haft en magisk tiltrækning på spøjse, grænsesøgende og eksperimenterende kunstnertyper. Det har storbyer i det hele taget , men kommercielt er det fra New York, hvor almindelige dødelige som mig (der ikke har vores gang i boheme-undergrunden) får mulighed for at kigge ind i denne dionysisverden af homofili, sex, stoffer, selvmord, kønsforvirring, kærlighed, lavt selvværd, men også kærlighed, selvransagelse og drømme. I 60’erne og 70’erne var det Andy Warhol og hele miljøet omkring ham (Velvet Underground, David Bowie etc.) der fik New York på musik og kunstland-kortet.

I første årti af det 21. århundrede er de nye bohemer profiler som Antony And The Johnsons, Devendra Banhart, Rufus Wainwright, Cocorosie etc. Allesammen karismatiske, alternative, excentriske originaler som synger om lykkelig og ulykkelig kærlighed (til sig selv og andre) og fortæller historier om/fra nutiden og fortiden igennem deres øjne. ...og hvilket persongallery af originaler de også er. De er ekstreme og karikerede (præcis som Andy Warhol og hans ensemble også var). Antony er en halvtyk, genert transvestit med en guddommelig sopranstemme, Devendra er en langhåret og langskægget hippie, der har levet som vagabond i mange år, Rufus er den flamboyante og dramatiske ”Pretty Boy” homo, Cocorosie er et mærkeligt søskendepar, som taget ud af en Jeunet/Caro film og sådan kunne man blive ved - Cirkus New York.

Både musikken og tekstuniverset fra disse kunstnere stammer også fra samme udgangspunkt. Tekstuniverset er til tider nøgent, ærligt og selvransagende og til tider spøjst, fabulerende og flamboyant. Musikken og instrumenteringen er til tider spinkel, skrøbelig og skramlende og til tider storslået, guddommeligt og smukt.

Jeg er meget fascineret af disse kunstnere både som musikere og som personligheder. Den stramme ”boheme-opskrift”, disse kunstnere følger i deres musikunivers, giver mig dog også anledning til sommetider at føle en vis irritation overfor hele scenen. Hvis jeg må tillade mig at være lidt kynisk: Jeg kan godt blive træt af at høre om Antonys kvaler og selvmedlidenhed overfor sig selv og hans sexualitet. Ingen tvivl om at han i mange år har været en udstødt, en freak, som har fundet det perfekte talerør i musikken, men det kan godt blive patetisk. Hvorfor skal hippien Devendra til tider lave mærkelige Jim Morrison- agtige tekstuniverser, som kan være ren vrøvl og sikkert kun virke når har fyldt sig med hallucinerende stoffer, Rufus, den store iscenesætter bevæger sig på grænsen til usmagelighed når han i sit teateragtige live-show lader sig korsfæste. Behøves han virkelig at skære sit budskab ud i pap? Søstrene i Cocorosie lader til at være underlagt en dogme, som dikterer at de fleste sange skal synges gennem et mærkelig filter og der skal mindst være et par mærkelige instrumenter som legetøjsorgler, ustemte klaverer, klokkespil og mærkelige slagtøjsinstrumenter i instrumenteringen.

Cirkus New York er ekstreme og aparte, og ekstreme personligheder bevæger sig også på grænsen! Det er også det der gør scenen unik, og det er så bare op til hver enkel at bedømme om vil lade sig indfange af dette persongalleris karrikerede og dramatiske udtryk eller om man synes at det bliver patetisk.

For mig personlig, er fascinationen større end irritationen er, og jeg melder mig frivillig som publikum i manegen til deres fremtidige forestillinger!