Tuesday, January 31, 2006

"Glemte" Indieperler

I denne tid hvor UK-pop og rock oplever en renæssaince i form af navne som Franz Ferdinand, Arctic Monkeys og Kaiser Chiefs er det meget nærliggende at drømme sig tilbage til midt90'erne hvor den forrige bølge af Brit bands strømmede ind over hitlisterne. Både de skrivende og æterbårende medier er tilbøjelige til at "kun" at nævne mastodonterne (Oasis, Blur, Suede Pulp f.eks.) når der kigges tilbage i bagspejlet på sidste årtis britpop-bølge. Hvad med alle de andre? Jeg har samlet et par albummesterværker, som for mig lige så meget er bevis på 90'er britpoppens storhed. Det er ikke oversete undergrunds albums, for på den tid var de voldsomt populære og solgte i millioner, men det er albums som glemmes lidt når man kigger tilbage på årtiet!

Echobelly: On (1995)
Den eksotiske smukke Sonya Madan var dragende og karismatisk i forgrunden for denne unisex kvartet, som blandede guitarattitude al'a Bernard Butler, melodisk sangskrivning ala The Smiths med en forførende Blondie attitude med ærke britisk accent. En ven indførte mig i deres univers og jeg lyttede ikke til andet i 2 måneder. Pragtfuldt!

Højdepunkter:

King Of The Kerb
Great Things

Lyt til Echobelly på Amazon


Lush: Ladykillers (1996)
Herligt lige ud af landevejen melodiøst guitar pop med pigevokal og punkattituder. Jeg havde det på kassettebånd i starten og lyttede til det på min walkman på vej til gymnasiet. Det er et album jeg jævnlig hører stadigvæk. Jeg havde billet til deres koncert i november 1996 med trommeslageren hængte sig og koncerten blev aflyst. Æv!

Højdepunkter:
Lady Killers
Ciao

Lyt til Lush på Amazon


Space: Spiders (1997)
Nogen af de eneste fra UK bølgen, som lystigt brugte samples og lag på lag produktion. Dette lød ikke som noget andet på det tidspunkt. Læg dertil et mytologisk og komisk tekstunivers, en exentrisk og sær udstråling og du har Space! Blur prøvede (ganske vellykket) at gøre op med den konventionelle indiepoplyd og blande forskellige genrer og lydkollager, men efter min mening lykkes det bedst hos Space.

Højdepunkter:
Neighbourhood
Me And You Vs. The World

Lyt til Space på Amazon


Whipping Boy: Heartworm (1996)
Dette mener jeg faktisk er et ret overset album, da de aldrig fik den store succes de havde fortjent uden for UK. Et irsk band og et mere dystert og melankolsk bud på årtiets UK-album (seriøst!). Lyden af Whipping Boy er ikke specielt tidstypisk for britperioden, og kunne også godt fungere i dag. En blanding af Nick Cave, The Smiths, start 80'er U2 og Joy Division. Jeg faldt over dem på en sampler-cd fra det hedengangne danske musikmagasin "Wild". En overset perle!

Højdepunkter:
Twinkle
When We Were Young

Lyt til Whipping Boy på Amazon

Wednesday, January 25, 2006

Steppeulven - Anmelder-snobber?



27. januar løber 3. omgang af Årets Steppeulv af stabelen. Et (til) prisudelingsshow blandt mange andre som primært er den danske musikanmelder-elites egen pris til de kunstnere, de mener har stået ud af flokken. Grundlæggende en meget nobel tanke, som jeg sympatiserer med. Spørgsmålet er bare om hvordan det udføres!

Jeg hørte et interview på p3 forleden med Klaus Lynggaard, musikanmelder på Information og formand for FDM (Foreningen af Danske Musikkritikere) hvor han, med en vis distance for de andre prisshows, forklarer hvad baggrunden er for konceptet. Han siger bla. at showet ikke skal TV eller radio transmitteres, for at kunne holde fast i at showet skal foregå på musikkens præmisser. Man vil ikke tage hensyn til en stram produktionsplan, reklameblokke og bands kan få lov til at spille flere numre. Det er et langt show (3 1/2 time)!

Jeg mener det noget vrøvl han siger. Hvad har stramme produktionsplaner med musikkens præmiser at gøre? Formålet må vel være at skabe et underholdende show med en flow og udvikling som binder det hele sammen. Tv-transmiteret eller ej! Måske er dette show lige pludselig blevet til en 3 1/2 times seance og en række mini-koncerter, fordi man mangler at holde for øje hvad sådan et show skal kunne! Underholde!(P3 Guld er et glimrende eksempel på sådan et show, som stadig foregår på musikkens præmisser). Min påstand er at selv det elitære anmelderkorps og deres venner, som er med til Steppeulven, også godt kan lide at blive underholdt. Derfor er det måske ikke dumt at skæve til "stramme" produktionsplaner, istedet for at spotte massemedierne og deres "onde væsen". Klaus Lynggaard slutter af med at sige at de etablerede prisshow "vel er gode nok" (han har bare ikke set nogen af dem), men at den skrivende presse måske har lidt mere refleksion bag deres tanker end de æterbårende! Hmm..!!

Filosofien bag Steppeulven er at "...I en tid, da kommercialiseringen af den internationale og dermed den danske musikbranche bliver stadig mere udtalt - i en tid, da penge og hitpotentiale tæller mere end kunstnerisk kvalitet - er det på tide at smække bremserne i og fundere over, hvad det er, vi er ved at give køb på."

Det kan godt være at det så anderledes ud i 2002, da Steppeulven startede op, men når man kigger på rigtig mange af de nomineringer som er i Steppeulven og sammenligner med shows som Zulu, DMA, P3 GULD, er det utrolig mange der går igen. Det er et tegn på at den kommerciele musikindustri har fået en større kunstnerisk kvalitet og os forbrugere belønner dette, da disse shows i mange kategorier er brugerbestemt.

Det er måske også en tegn på at et show som Steppeulven er ligesom overflødig i 2006 som det måske var nødvendig i 2002. Det virker som en lukket elitær klub for folk som Klaus, der ikke engang gider at se hvad de andre etablerede shows laver, før han proklamerer sit eget show, som ikke viser meget nyt under solen!

Monday, January 23, 2006

Cirkus New York - Min fascination og irritation af bohemebølgen!

Jeg så fornylig ”Musikprogrammet” omkring musik-scenen i New York, mere specifikt miljøet omkring profilerne Antony and The Johnsons og Rufus Wainwright. Et velproduceret og saglig program.

New York har altid haft en magisk tiltrækning på spøjse, grænsesøgende og eksperimenterende kunstnertyper. Det har storbyer i det hele taget , men kommercielt er det fra New York, hvor almindelige dødelige som mig (der ikke har vores gang i boheme-undergrunden) får mulighed for at kigge ind i denne dionysisverden af homofili, sex, stoffer, selvmord, kønsforvirring, kærlighed, lavt selvværd, men også kærlighed, selvransagelse og drømme. I 60’erne og 70’erne var det Andy Warhol og hele miljøet omkring ham (Velvet Underground, David Bowie etc.) der fik New York på musik og kunstland-kortet.

I første årti af det 21. århundrede er de nye bohemer profiler som Antony And The Johnsons, Devendra Banhart, Rufus Wainwright, Cocorosie etc. Allesammen karismatiske, alternative, excentriske originaler som synger om lykkelig og ulykkelig kærlighed (til sig selv og andre) og fortæller historier om/fra nutiden og fortiden igennem deres øjne. ...og hvilket persongallery af originaler de også er. De er ekstreme og karikerede (præcis som Andy Warhol og hans ensemble også var). Antony er en halvtyk, genert transvestit med en guddommelig sopranstemme, Devendra er en langhåret og langskægget hippie, der har levet som vagabond i mange år, Rufus er den flamboyante og dramatiske ”Pretty Boy” homo, Cocorosie er et mærkeligt søskendepar, som taget ud af en Jeunet/Caro film og sådan kunne man blive ved - Cirkus New York.

Både musikken og tekstuniverset fra disse kunstnere stammer også fra samme udgangspunkt. Tekstuniverset er til tider nøgent, ærligt og selvransagende og til tider spøjst, fabulerende og flamboyant. Musikken og instrumenteringen er til tider spinkel, skrøbelig og skramlende og til tider storslået, guddommeligt og smukt.

Jeg er meget fascineret af disse kunstnere både som musikere og som personligheder. Den stramme ”boheme-opskrift”, disse kunstnere følger i deres musikunivers, giver mig dog også anledning til sommetider at føle en vis irritation overfor hele scenen. Hvis jeg må tillade mig at være lidt kynisk: Jeg kan godt blive træt af at høre om Antonys kvaler og selvmedlidenhed overfor sig selv og hans sexualitet. Ingen tvivl om at han i mange år har været en udstødt, en freak, som har fundet det perfekte talerør i musikken, men det kan godt blive patetisk. Hvorfor skal hippien Devendra til tider lave mærkelige Jim Morrison- agtige tekstuniverser, som kan være ren vrøvl og sikkert kun virke når har fyldt sig med hallucinerende stoffer, Rufus, den store iscenesætter bevæger sig på grænsen til usmagelighed når han i sit teateragtige live-show lader sig korsfæste. Behøves han virkelig at skære sit budskab ud i pap? Søstrene i Cocorosie lader til at være underlagt en dogme, som dikterer at de fleste sange skal synges gennem et mærkelig filter og der skal mindst være et par mærkelige instrumenter som legetøjsorgler, ustemte klaverer, klokkespil og mærkelige slagtøjsinstrumenter i instrumenteringen.

Cirkus New York er ekstreme og aparte, og ekstreme personligheder bevæger sig også på grænsen! Det er også det der gør scenen unik, og det er så bare op til hver enkel at bedømme om vil lade sig indfange af dette persongalleris karrikerede og dramatiske udtryk eller om man synes at det bliver patetisk.

For mig personlig, er fascinationen større end irritationen er, og jeg melder mig frivillig som publikum i manegen til deres fremtidige forestillinger!

Saturday, January 21, 2006

All Your Base Are Belong To Us

En sludder sætning, men ikke desto mindre levende bevis på Internettets gennemslagskraft i forhold til at sprede budskaber uden om de konventionelle massemedier og en fascinerende historie.

"All Your Base Are Belong To Us" er historien om et dårlig oversat japansk computerspil, der kom på markedet i Europa i starten af 90'erne og spredte sig som ringe i vandet på internettet og blev et verdensomspændene fænomen.

Se den originale spilsekvens her!

Spilnørder tog hurtig den humoristiske frase til sig, og kort tid efter dukkede de første parodier af spilsekveksen op på Internettet.

Parodien, som for alvor satte gang i fænomenet

Fra nu af bredte fænomenet sig for alvor. Frasen blev integreret i internet og chatjargon (AYBABTU), som et udtryk for aggresivitet, der blev lavet cd'er, t-shirts, kortspil, kendte tv-serier lavede spoofs på det, en cd blev indspillet med spoofs om teksten i spillet.

I USA var der endda flere episoder, hvor folk tog den videre fra cyberspace og ind i den virkelige verden.

- I 2003 lavede en gruppe unge mennesker en 1. april spoof i Sturgis, Michigan, hvor de om natten placerede skilte over hele byen med teksten: "All your base are belong to us. You have no chance to survive make your time". Byen gik i panik, da de troede det var terrorister. Gruppen af unge blev arresteret af politiet.

- Newstickeren på en lokal tv-station i North Caroline blev hacket og istedet for en rigtige nyhedstekst var det "All your base belong to us" der blev vist da nyhedsudsendelsen gik på.

Sjov historie og utrolig hvad nettet kan skabe af fænomener!! Prøv at søge på sætningen og se hvor meget der her på det rundt på Internettet!

Tuesday, January 17, 2006

Top plader 2005

Januar måned er godt startet. År 2006 er i gang. Selv om 2005 nu er sidste år er det ikke for sent at tage de retroperspektive briller på og se hvad der var af gode ting dette år. Det er så populært i aviser, magasiner, tv-udsendelser osv. at udgive top ”et eller andet” lister over alt fra musik, film, begivenheder, sport og alt andet hvad der eller kan sættes ind i listeform. Det er også sjov læsning!

Jeg vil da heller ikke undlade at kigge tilbage på året i denne blog, og nævne nogle af de ting jeg personlig synes var bedst!

MUSIK:

- Peter Adams: "Spiral Eyes"
En god ven viste mig denne perle (han viste mig faktisk også Antony og David Friedlund! Hans råd kan anbefales.) Han har vist ikke udgivet noget i Danmark, men han kan downloades og købes på nettet. Da jeg hørte det i starten tænkte jeg meget på Radiohead og Coldplay. Da jeg havde gennemlyttet det et par gange, åbnede hans verden sig for mig. En utrolig smuk plade med en samling fantastiske sange, som alle er små mesterværker. Denne her har kørt på repeat siden november i høretelefonerne på mit arbejde.

- Antony And The Johnsons: "I Am A Bird Now"
Antony And The Johnsons er stille, skrøbelig, meget smukt og helt fantastisk. Den generte, men karismatiske forsanger trans’en Antony med den høje stemme og dramatiske udsving er aldrig hørt før (Måske lidt Boy George og en feminin Jeff Buckley?), og det gør det helt unikt og specielt. Jeg lærte dem desværre først at kende efter de havde spillet en intim koncert på Loppen (som jeg meget gerne ville have oplevet), men jeg nåede heldigvis at se dem, da de gæstede Vega i november. Smuk plade der drypper af melankoli, og efterårsstemning.

- M.I.A: "Arular"
Bang! Da jeg hørte M.I.A’s ”Galang” her i sommer blev jeg ramt af rytmen, lyden og den frække rapvokal. Den Sri Lankanske M.I.A.’s album ”Arrular” kom på et godt tidspunkt for mig. Havde lige set en fantastisk dokumentar om Baile Funk (electro-rap musik fra den brasillianske Favella, Ghetto) og rapperen Mr. Catra, som jeg senere oplevede på Rust til en (bogstavelig talt) svedig sommerkoncert. M.I.A. blander engelsk grime, baile funk, reggae og elektro til en sprængfarlig cocktail. Det er aggressivt, men ikke ondt. Fantastiske rytmer. Lyden jeg husker fra sommer 2005.

- dEUS: "Pocket Revolution"
Jeg var tidligere kæmpe fan af det belgiske artrock band dEUS. Midt i 90’erne udgav de 2 mesterværker ”Worst Case Scenario” og ”In A Bar Under The Sea”. Siden 1999 har der været stille omkring dem. Ud i det blå finder jeg ud af de spiller i Pumpehuset, de har også udgivet et album. Jeg køber ikke albummet (det sidste album fra 1999, var jeg skuffet over, så jeg tænkte de sikkert havde deres storhedstid midt i 90’erne), men tager ind til koncerten uden de store forventninger. Jeg bliver blæst væk (mere om koncerten senere) af selfølgelig de gamle nr., men også i høj grad de mange nye sange, som faktisk vinder indpas ved første lyt til koncerten (det er sjældent?). Jeg farer ud og køber den nye plade, som er et cool og stemningfuld storbyplade med en række perfekte højdepunkter. dEUS er blevet ældre og mere moden, de lyder ikke som de gjorde i 90’erne, men de lyder mere tidssvarende nu og de har stadig det potentiale som også gjorde dem store i 90’erne. Og så en bemærkelsesværdig god (årets bedste!) produktion (det er så fedt at høre albummet på høretelefoner, når man vader gennem en regnvåd København, så er man cool!).

- David Friedlund: "Amaterasu"
Den tidligere forsanger i det svenske band David & The Citizens, udgav i foråret hans fantastiske debutalbum (Jeg kendte hverken David Friedlund eller the Citizens før - det gør jeg nu ;.)). Dette albums er et energisk, medrivende og smukke samling singer/songwriter sange og numre pakket ind i cirkusagtige klaverflader, musicaldramatisk vokal og et knivskarp men stadig lidt skramlet produktion. Denne her lugter at forår og gøgl.

- The Raveonettes: "Pretty In Black"
Jeg var for nogen år siden på Loppen, for at se Sune Wagners nyeste projekt efter surfbandet Tremolo Beergut. Bandet var ”Girl From Death Row” med en blond pige bassist, der proklamerede at de ville indspille et album i mol og et i dur. Det blev senere til The Raveonettes. Jeg har altid haft stor respekt for Sune Wagner, men synes mest det var et stort mix af Psyched Up Janis og Tremolo Beergut. Ep’en og de 2 albums der kom, skulle jeg virkelig lytte mange gange til for at finde nerven. Dette album har overbevist mig. Originalt retroalbum som (heldigvis) stadig lyder som det er lavet i 2005, blændene sange, soundtracket til filmen om ”cool”, 60’er nostalagi, og masser af kant. Fantastisk produceret med respekt for den autentiske lyd vs. ”lyden af idag”.

Wednesday, January 11, 2006

Mine Top 10 Jazzplader

Skal du ud og købe noget jazz. Dette er mine yndlings! I uvilkårlig rækkefølge og en masse forskellige perioder og jazz stilarter :



- Chick Corea: Return To Forever (1972)

Pianisten Chick Corea var en af dem der (sammen med Herbie Hancock) var med til at modernisere og revolutionere jazzen med hans brug af elektriske instrumenter (electric piano, synth) og som senere inkorporede rockinstrumenter og blev en del af hele Fusionsjazz-bølgen.

"Return To Forever" er elektrisk, men er ikke fusions-jazz. Kun 5 numre på, heraf 2 vokalnumre og en 23 minutter lang hypnotisk finale, som er højdepunktet. En meget dramatisk plade med lange stille improvisationspassager som opbygger til den store afslutning, som virkelig kommer til at pumpe derudaf og får en op af stolen. Et album som skal høres i hele sin længde for at få den fulde effekt!

I samme stil kan albummet "Light As A Feather" fra 1973 anbefales - også et mesterværk!

Lyt til Chick Corea på Amazon


- Serge Gainsbourg: Du Jazz Dans Le Ravin (1958-1964)
Den legendariske franske crooner-playboy Serge Gainsbourg udgav tidlig i sin karriere (1958-64) et par jazz albums, hvoraf de bedste sange er samlet på dette album. Vi kender bedst Serge fra hans karriere midt i 60'erne og i 70'erne hvor han var mere elektrificeret og rock'et og fra hans duetter med bla. Brigitte Bardot og Jane Bierkin (f.eks "J'taime"). En fransk charmør med et glimt i øjet! ...Men Serge startede altså med at spille jazz og det er helt fænomenalt! Det er ikke jazz som man kender det og som resten i denne liste. Stramt, kort, melodiøst. Lige som et popalbum! Stik i mod alle regler i jazz og dermed måske også et crossover album - et jazz-popalbum. 20 perler heraf 6 instrumentale. Serge i front som fransksproget jazzcrooner med charmerende og stemningsfuld jazz.

Lyt til Serge Gainsbourg på Amazon


- Buddy Rich Big Band: Big Swing Face (1967)
Buddy Rich var en af verdens bedste jazztrommeslager. Hårdslående og energisk styrede han sit big band med fast hånd. Til trods for den store swing-periode var i 30'erne og 40'erne, var Buddy Rich legendarisk i 60'erne pga. hans meget hårde lyd og energiske sceneoptræden.

Dette album er et live album optaget i "The Chez" i Hollywood. Dette er swing i bedste stil. Højdepunktet er "The Beat Goes On", hvor Buddy's 12 årige datter synger Sonny & Chers "The Beat Goes on" (som du måske også kender i en elektronisk udgave med The All Seeing I), som udvikler sig til en vild og galoperende swing med skrigende blæsere og et lokomotiv af et trommebeat under, samtidig med man kan høre Buddy's glædesudbrud under det hele ("Yeah!", "Come on!"). Et "moderne Swing album" med fantastisk energi.

Lyt til Buddy Rich på Amazon


- John Coltrane: Ballads (1962)
Tenorsaxofonisten John Coltrane var en af jazzens mest progressive profiler. Han spillede med bla. med Miles Davis og Thelonius Monk i 50'erne og udgav i 1958 det højst anbefalingsværdige og legendariske album "Blue Train". I 60'erne begyndte han at eksperimentere kraftig og bryde grænser med musikken. Han var en af forgangsmændene for hele avantgardebølgen, som ikke siger mig meget. Det tror jeg selv man skal være musiker for at kunne forstå!

Dette synes noget af hans publikum også, og som en modreaktion udgav han dette album, som er en samling klassikere (standards) lavet af andre, men her spillet med sådan en nerve og intensitet at hårene rejser sig på armene. Hans sprøde sax lyd er fantastisk! Skal du slappe af og hygge lidt er denne plade fantastisk at have kørende i baggrunden.

Lyt til John Coltrane på Amazon


- Miles Davis: Kind Of Blue (1960)
Måske verdens mest kendte, solgte og bedste jazzalbum (og også fortjent!). I samme rolige stil som "Ballads", og også med Coltrane på Sax.

Trompetisten Miles Davis er måske den bedst kendt jazzmusiker, som lavede musik helt op til 80'erne og eksperimenterede i gennem hele sin karriere. Fra standards i 50'erne til pop i 80'erne.

Denne plade dufter af tilrøget jazzklub og swinger stille og rolig igennem alle 5 numre. En behagelig og rar plade med et fantastisk musiker-lineup (John Coltrane, Bill Evans, Cannonball Adderley bl.a.).

Lyt til Miles Davis på Amazon


- Donald Byrd: A New Perspective (1963)
Selvom jazz fra det legendariske og fantastiske pladeselskab Blue Note i 50'erne i 60'erne ikke eksperimenterede vildt meget med musikken prøvede de med dette album alligevel noget helt anderledes... og med et fantastisk resultat!

Trompetisten Donald Byrd's album lever i høj grad op til titelen. Dette album er unikt på den måde at det er en jazz og kor (gospelkor: Coleridge Perkinson Choir). Det lyder måske specielt og for nogen giftigt, men tro mig det er meget swingene og virkelig medrivende. Koret bruges her som et ekstra instrument (ingen tekster) med nynnen og la la's!

Musiker-lineup'et er her også helt fænomenalt med bla. Herbie Hancock og den fantastiske guitarist Kenny Burrel (mere om ham senere)

Lyt til Donald Byrd på Amazon


- Kenny Burrel: Midnight Blue (1967)
Førnævnte guitarrist Kenny Burrel spillede bla. med John Coltrane i 50'erne og 60'erne. Dette album er Burrel's ultimative hyldest til bluesmusikken... og den stinker af det!! En blanding af jazz og blues, og med en fantastisk fantastisk sprød guitarlyd. Den lyd er ikke hørt siden.

Sumpede rundgange med guitar og sax i centrum og altid med den sprøde guitar, som det bærende element i om det er akkompagnement eller solo. Et meget stemningsfuldt og flot album.

Jeg er ikke specielt meget til traditionel bluesmusik, men denne plade får mig virkelig til at revurdere min mening. Jazz bygger på blues, det kan man ikke komme fra og dette er beviset, hvor det forenes så smukt!

Lyt til Kenny Burrel på Amazon


- Horace Silver: United States Of Mind (1970)
Pianisten Horace Silver udgav i 1970 dette fantastiske dobbelalbum med politiske sange, vokaljazz. De politiske og aktivistiske slut'60'erne influerede sig også i jazzen, hvor dette album er et produkt af tiden. Sange om frihed, undertrykkelse og andre sager der prægede datidens hippiemiljøer. Dette er ikke psykedelisk hippie musik, men fantastiske glade vokaljazz sange, til tider i stram popform og til tider i vild og outrer jazzvildskab. Et historisk album i tidens ånd og med en fantastisk energi og lyd.

Hvis du tror at jazz er støvet, røget jazzklub stemning, så prøv at lytte til denne her som har en anden og anderledes nerve end andet jazz. Og så alligevel ikke fordi Horace har været på siden 50'erne med bla. Miles Davis og Stan Getz, så han holder stadig stilen i et stramt jazzet greb omend med en mere soulet og poppet attitude.

Lyt til Horace Silver på Amazon


- Herbie Hancock: Maiden Voyage (1965)
Man (jeg) kommer ikke uden om Herbie Hancock, som faktisk var ham der fik mig til at lytte til jazz i sin tid med hans funkede "Headhunters" plade. Pianisten Herbie Hancock's bagkatalog er også meget stort og eksperimenterende. Fra hans rookie-tid med Miles, hardbop tid i 60'erne solo og elektro og diskofunk plader i 80'erne (Prøv at lyt til det fantastiske discoalbum "Feets Don't Fail Me Now" og hør hvor housemusikken har hentet meget inspiration)

Dette album fra 65 er mere traditionel Hard-bop Herbie ala' Miles, som han da også lige var kommet fra, da han inspillede denne her. Fantastisk jazz som den skal spilles. Swingende og råt og lige fra the smoky jazz joint!

Lyt til Herbie Hancock på Amazon


- Dave Brubeck Quartet: Time Out (1959)
Timeout er på stadie med Miles "Kind Of Blue" i forhold til popularitet. En milepæl i jazz historien og en kommerciel succes (og også her fortjent!)

Selvom "Timeout" på mange måder et et klassisk jazzalbum, lyder det overhovedet ikke som andre. Numrene på pladen er anderledes bygget op end andet jazz for den tid, og gør pladen meget unik. Første nummer "Blue Rondo A La Turk" åbner ballet med en variation i tempo og intensitet som man først rigtig hørte mange år senere i jazzsammenhæng. "Hittet" "Take Five" er en fantastisk melodi og du kender det når du hører det. Den får altid mig til at tænke på en film fra start 60'erne (jeg ved bare ikke hvad det er for en, hvilket også er ligemeget...! jeg har stadig billedet i hovedet!)

Lyt til Dave Brubeck på Amazon

Tuesday, January 10, 2006

Amazon.com - Sådan blev jeg klogere på jazzens verden!


Amazon.com, en kæmpe mastodont inden for onlineshopping af alt fra bøger, musik, film, elektronik og sågar mad. Der er en grund til at Amazon er blevet den største inden for sin genre! Brugervenlighed, dybde, udvalg og en personaliseret og intelligent agent, gør det til et meget brugbar applikation. Samtidig kan det bruges som et genialt værktøj når man skal navigere i musikkens store bagkatalog. Brugeranmeldelser, anbefalinger, muligheden for at høre musikken, lister gør det uundværlig når man er på jagt efter lige det man vil have, men ikke kender!

Jeg har længe brugt Amazon, når jeg f.eks. har skulle begive mig ud i en ny genre, som jeg var grøn i. Jeg har længe lyttet til jazz, og da jeg havde købt de albums som ligger på "must own" listen over jazzplader (f.eks hovedværker af Miles Davis, Herbie Hancock, Charlie Parker, John Coltrane etc. ), var jeg lidt lost. Jazz er en genre, med et hav af subgenrer, perioder, profiler og ikke mindst bagkatalog. Hvor skal man starte, hvad er godt og hvad er skidt, hvem er hvem og hvad relaterer sig til hvad?

Med nogen timers fordybelse i Amazon's store database er man godt på vej. Søg efter nogen af dem du kender, se hvad der relaterer sig til, hvad folk ellers anbefaler, lyt til musikken, og inden længe er du dybt inde i en relationsrække af lignende mesterværker og kunstnere (...og herfra er det bare videre i rækken). Man starter et sted og opbygger sig langsomt og grundig en viden der vokser for hver museklik.

Tilføj de bedste til din ønskeliste, bestil (eller som jeg - print ud og ned til dine yndlings pladepusher og se om du kan finde det - men pas på, det er vanedannende og en rasende dyr hobby).

Fortæl Amazon hvad du allerede har i din pladesamling, og Amazon finde lige det som du søger. Jeg har vel en 120 jazzplader, som Amazon nu ved alt om og nu arbejder i det skjulte for at servicere mig og min sult for flere gode musikoplevelser.

Advarsel: Bestil ikke ting på den amerikanske amazon, der kommer sikkert told på og det bliver dyrt !

Vil du høre noget ny musik!



... er det værd at holde dig opdateret på min gode ven Caspar Triblers blog - Toneland. Caspar er virkelig en gut der forstår at finde guldklumperne som ikke nødvendigvis præger de store hitlister!

Tjek ind på www.toneland.blogspot.com og følg nogle af Caspars anbefalinger. Hyppigt opdateret og du går ikke galt i byen.

Hvem ved? Tit spiller hans "fund" på dejlige små spillesteder i København (Loppen, Stengade, Lille Vega, Rust osv.) og året efter, når først de har spillet sig ind i radioen, til udsolgte koncerter i Valbyhallen, store Vega etc. Jeg har selv på hans opfordring haft "intime" oplevelser på Loppen med Franz Ferdinand og Kaiser Chiefs inden de røg i radioen og nu kan opleves i de "store haller"!

Monday, January 09, 2006

Jeg har genopdaget Kim Larsen!!


Jeg har altid haft stor respekt for Danmarks national skjald nr. 1 - Kim Larsen! Dog har jeg de sidste 15 års tid haft et lettere anstrengt forhold til den radiovenlighed og folkelighed, som Kim altid har haft, men som de sidste årtier har irriteret mig lidt. Jeg har jo nynnet med på "Danas have" og "De smukke unge mennesker", når de blev spillet i radioen, men vil nok aldrig købe et af hans nyere album (det er jo sådan noget min mor ønsker sig til jul). Sådan er det jo med pop, man kan nynne med (og til tider også synge med), men derfra og til at man synes det er godt, er der jo langt! Manden har haft en lang karriere og ingen tvivl om at han virkelig har sat sit præg på dansk musik i 30 år.

Jeg købte fornylig en biografi, "Larsen", skrevet af Peder Bundgaard (manden som designede Gasolins albums covers), og det er spændene læsning. Kim Larsen er en spændene mand.

- Barndommen i Nordvest

- På højskole på fyn, og lærerstuderende på Frederiksberg Seminarium (hvor jeg også har gået)

- De vilde liv i Sofiegården og Stærekassen på Christianshavn med masser af fest, bajere og musik. (Glæder mig til at besøge Sofiekælderen igen. Den er jo legendarisk!)

- 70'erne med Gas'erne, et vildt liv med masser af succes og meget intens stemning

- Årene i USA hvor Kim forgæves prøvede på et gennembrud, Amerikanske albums... ja faktisk albums på næsten alle sprog... han prøvede virkelig!!

- Hans storhedstid i 80'erne med Midt om natten, Forklædt som voksen osv.

- Op og nedture i 90'erne.

Meget spændene læsning om en farverig og kreativ person. Jeg tyggede mig igennem bogen i løbet af ca. 3 aftner mens jeg genoplevede de plader med Kim jeg har i min pladesamling (værsgo', "personnummerpladen", Midt om natten, Gas 5). Det var fedt!

Jeg fandt ud af mens jeg læste bogen, at Kim nok faktisk er min første rigtige musikalske oplevelse. Jeg kan huske at mine brødre og jeg lyttede til Midt om natten og Forklædt som voksen hele tiden. Jeg har været mellem 6 og 8 år, kan jeg regne ud i forhold til hvornår pladerne udkom. Perfekt dansk pop til en lille knægt. Jeg stod af henad 1988, kan jeg så også regne ud, da jeg begyndte at købe musikbladet mix og høre alt mulig andet, der blev spillet i radioen og også hvad min bror hørte af sen-80'er musik. I 1988 udgav Kim albummet "Yummi Yummi", som jeg den dag i dag heller ikke synes er godt, så det passer nok meget godt.


Da jeg for alvor først i 90'erne begyndte at interressere mig retroperspektivt for rockmusik røg jeg på Gasolin, som havde det drive som jeg på det tidspunkt synes var fedt ved f.eks. Deep Purple og Led Zeppelin - og så på dansk. Gammelt Sebastian og Steppeulvene og andet Syrebeat synes jeg jo også var ret fedt (og moderne) på det tidspunkt, så en lidt mere rå Kim kunne jeg nok bedre lide end aktuelle 90'er poppede Kim. Jeg faldt også på halen over det tribute album, Fifi Dong, med navne som Psyched Up Janis, Kashmir osv. Det var Gasolin i 90'er grungelyd...også lige mig. Der er lige udkommet en genindspilning af "Værsgo'", hvor Nephew laver en fed udgave at Byens hotel.

MEN INTET SLÅR ORIGINALEN!! .

... må man konstatere!

Jeg købte bogen som en fødselsdagsgaven til min ven William, og tænkte at jeg nok kunne nå at læse den inden han fik den. Det er jeg glad for. En nostalgisk rejse gennem tiden. Kim Larsen har altid været der, både i dansk musikhistorie og også som et vigtig element i min musikalske opdragelse.

Glem aldrig udgangspunktet!

Godt nytår - En blogs fødsel

Dette er starten på min blog! Mine tanker, ideer, billeder, anbefalinger og alt mulig der sker i min verden.

Da denne blog er en frisk 2006 nytårs fødsel kommer der lige et billede derfra! Godt nytår!